Salte forekommer både i ældre massivt murværk og i moderne skalmurede facader. De findes både indvendig og udvendig, på blankt og pudset murværk.1-3 Der er mangfoldige årsager til saltforurening, og det kan være vanskeligt at identificere en enkelt kilde, figur 1. Alt murværk indeholder salte i varierende grad, uden at det nødvendigvis er et problem.
De fleste typer tegl og mørtel påvirkes af salte, men der er stor forskel på saltenes nedbrydende effekt. Andre mineralske byggematerialer som beton og natursten forvitrer også pga. salte.4 I naturen medvirker salte til erosion af selv de hårdeste klipper over lange tidsperioder. Tilsvarende geologiske processer påvirker vores bygværker på meget kortere sigt.