Almindeligvis er chlorid trængt ind i betonen udefra, fx pga. tøsaltning eller havvandspåvirkning. Chlorid kan evt. også være tilført betonen inden udstøbningen, fx som en del af delmaterialerne og tilsætningsstofferne. Selve betonen kan tåle forholdsvis store mængder chlorid, uden der udvikles skader. Men i armeret beton begynder armeringsstålet at ruste ved ganske lave mængder chloridindhold i den beton, der omgiver armeringen.
Skaderne i chloridpåvirket beton ses typisk først som rustudfældninger på betonens overflade i områder, hvor fugt og chlorid har let adgang til armeringen. Det kan fx være i revner, porøse områder eller ved utætte støbeskel, figur 1 og 2. En særlig udfordring ved chloridpåvirket beton er, at armeringsstålet kan svækkes betydeligt, uden at det kan ses på betonens overflade.
Armeringskorrosionen forgår typisk ved en såkaldt grubetæring, hvor der i et lille område kan forekomme stor tværsnitsreduktion, figur 3, og hvor korrosionsproduktet ikke vokser, fordi det ikke iltes. Armeringskorrosion kan også skyldes andre påvirkninger af betonen, fx karbonatisering1.
