Projektering af utilstrækkelige fald eller mangelfuld udførelse af flade tage og efterfølgende sætninger i tagkonstruktionen medfører ofte, at der opstår områder på tagfladen med lunker – eller direkte bagfald – så nedbør ikke ledes til afløbet. De typiske gener er:
- lav- og mosvækst og ansamling af organisk materiale på tagfladen,
- nedbrudt tagdækning, fordi tagpapbestrøning rives af (ved skift mellem frost og tø) og tagpappen efterfølgende påvirkes af sollys,
- at de øverste tagpapbaner løsnes, fordi der dannes is inde i overlæggene,
- øgede vandskader på underliggende bygningsdele som følge af utæt tagdækning.
Længerevarende vandansamlinger på en tagflade, i skot- og kasserender indebærer risiko for:
- at vand siver gennem tagbelægningen,
- at isdannelse i lunker kan åbne samlinger mellem baner af tagpap og fx forskubbe ventilationshætter.