Skader omkring gulvafløb ses hyppigt. De forekommer typisk, fordi gulvafløbet ikke er indbygget korrekt, eller fordi der ikke er anvendt den rigtige afløbsskål til den pågældende konstruktion/gulvbelægning.
Både ved nybyggeri og renovering kan utætheder omkring gulvafløb medføre, at vand trænger ind i omliggende vægge og etageadskillelser. Vandet kan give omfattende skader, både i form af fugtskjolder og skimmelangreb, og kan i værste fald også nedbryde både trækonstruktioner og jernbjælker i ældre etageadskillelser.
I terrændæk kan utætheder medføre, at vand trænger ud i badeværelsesgulvet – og ofte videre ud i omliggende gulvkonstruktioner, så fx trægulve kan få alvorlige fugtskader.