Glas påvirkes normalt ikke af vand. Under særlige forhold kan vand dog virke nedbrydende og give belægninger på glas. Vand indeholder altid en vis mængde H+ og OH- ioner. Hvor vand er i kontakt med glas, vil H+ efterhånden skifte plads med Na+ ioner i glassets overflade. Er der tale om en fri glasoverflade, har dette ingen betydning, da glasset enten hurtigt tørrer, eller ionerne skylles væk.
Sker processen derimod i en tynd vandfilm, vil koncentrationen af OH- ionerne vokse, og fortsætter den i længere tid, uden at vandfilmen tørrer ud, vil OH- koncentrationen stige måleligt. Jo større glasfladen er i forhold til vandvolumenet, jo hurtigere vil pH-værdien stige. Samtidig med, at pH-værdien stiger, sker der en begyndende, punktvis nedbrydning af glassets overflade, ved at glassets struktur af silikatforbindelser nedbrydes i opløselige ioner.
Opbevares glas/termoruder glas mod glas uden luftmellemrum, og svinger temperaturen, vil der kunne opstå kondens i spalten mellem de to glasflader – eventuelt kan vand føres fra kanten mod midten ved kapillarsugning. Når først der er en vandfilm mellem to stykker glas, går der meget lang tid, før den tørrer ud, hvorfor den omtalte nedbrydningsproces kan ske. Ved høj temperatur forløber processen så hurtigt, at der i løbet af uger kan ske en "sammenkitning" af to stykker glas.
Glas/termoruder bør opbevares kortest mulig tid på byggepladsen før indbygning. De skal stilles på kanten på et plant underlag, og de enkelte ruder skal holdes adskilte. For at beskytte termorudernes kantforsegling mod direkte sollys og vand skal ruderne dækkes til. Termoruder bør så vidt muligt opbevares i rum med konstant temperatur, så kondensdannelse undgås. Til adskillelse af ruderne skal der anvendes mellemlæg, som ikke smitter af.