I mange ældre ejendomme findes der tagterrasser med beboelse under. Dækket, som oftest er af pladsstøbt jernbeton, er i de fleste tilfælde fra bygningens opførelse og er helt uden eller har meget ringe isolering. Isoleringen kan fx bestå af få cm træbeton eller kork. En sådan konstruktion kan bl.a. give to problemer:
- Betondækket og eventuelle bærende ståldele danner kuldebro.
- Der er risiko for skjulte fugtskader og eventuel skimmelvækst på betondækkets underside og de tilstødende vægflader.
Den ringe isolering giver desuden et unødigt stort varmetab. For at forbedre isoleringen kan der på et senere tidspunkt være udført en isolering i et stål- eller træskelet på undersiden. Enten uden eller med en mangelfuld dampspærre. Uanset isoleringstype vil der altid være en risiko for et fugtigt miljø og dermed for skimmelvækst på undersiden af betondækket samt på kuldebroen langs loftet. Det kan have en negativ påvirkning af indeklimaet i rummet under tagterrassen (figur 1). Fugtskaderne skyldes ofte, at fugtig rumluft trænger op til undersiden af betonpladen og afkøles med et højt fugtindhold på betonpladens overflade (evt. kondens), hvorefter der opstår skimmelvækst.
Opfugtning af betondækket kan også ske, hvis det vandtætte lag på betondækkets overside ikke er vandtæt, eller hvis der trænger vand ind ved inddækninger. Et andet hyppigt problem er, at bærende stålprofiler i vægge danner en kraftig kuldebro langs loftet. Herved bliver den relative luftfugtighed på vægoverfladerne så høj, at der også her er risiko for skimmelvækst.
Hvis betondækket ligger over uopvarmede rum, der ikke benyttes i vinterhalvåret, er risikoen for opfugtning og dermed skimmelvækst ringe. Men sådanne rum inddrages ofte til helårsbeboelse, og det øger risikoen for skimmelvækst. I det følgende bliver det gennemgået, hvordan der kan foretages en systematisk gennemgang af dækkonstruktionen for at undersøge årsagen til fugt- og eventuelle indeklimaproblemer. Det anbefales også at undersøge, om korrosion af ståldele i dæk eller vægge kan have svækket dækkets bæreevne.