Hvis varmforzinkede rør anvendes forkert, er der risiko for gennemtæring inden for de første års drift. Det kan resultere i en total udskiftning af alle rørene inden for en periode på 2-3 år.
Generelt bør varmforzinket stål ikke bruges til nye brugsvandsinstallationer. Indtil alle eksisterende varmforzinkede installationer er udfaset, er det dog lovligt at anvende varmforzinkede rør ved reparation af eksisterende installationer, hvis installationen i forvejen er lavet af varmforzinket stål. Man skal ikke forvente samme langtidsholdbarhed i nye installationsdele som i den oprindelige installation, fordi faktorer, der påvirker korrosionsrisikoen, kan have ændret sig gennem tiden. Det gælder ændringer af vandkvalitet, brugsmønstre og produktkarakteristika.
Risiko for korrosion af varmforzinket stål afhænger i høj grad af dannelse af beskyttende belægninger i kontakt med vandet. Varmforzinket stål i vandinstallationer kan udsættes for flere forskellige former for korrosionsmekanismer, fx: 1
- generel korrosion
- bimetallisk korrosion
- pitting-korrosion
- tildækningskorrosion
- selektiv korrosion.
Følgende faktorer, som ofte er indbyrdes afhængige, har indflydelse på risiko for korrosion af varmforzinket stål i brugsvand:
- vandsammensætning
- strømningsforhold
- temperatur
- installationens alder
- materialekvalitet
- kombinationer af materialer i installationen.