Facadepartier med beklædning af metal eller glas er typisk lette skeletkonstruktioner opbygget på stedet eller leveret som færdige moduler. De udføres ofte som forsatsfacader, dvs. totrinsløsninger med regnskærm, ventileret hulrum og vindspærrende lag uden på den bagvedliggende konstruktion med isolering. Det er afgørende, at detaljerne i de bagvedliggende konstruktioner ud for etageadskillelser og tværvægge er projekteret og udført korrekt.
Et væsentligt problem er fugtophobning bag helt diffusionstætte beklædninger af glas eller metal. Fugtophobning kan medføre misfarvning, skimmelvækst og nedbrydning af den bagvedliggende konstruktion. For at undgå problemer kræves det, at der – afhængigt af den konstruktive opbygning – tages hensyn til:
- vandtæthed ved slagregn
- ventilation bag regnskærmen
- lufttæthed i væggens inderste del
- diffusionstæthed i den bagvedliggende konstruktion
- brandforhold, fx at brand og røg ikke kan spredes mellem brandmæssige enheder
- lydisolering
- varmeisolering (kuldebro)
- bygbarhed.