I lette ventilerede ydervægge konstateres det undertiden, at regnvand passerer igennem åbninger (ofte spalter) i regnskærmen og trænger ind til – og også ofte gennem – vindspærren. Årsagen er ofte, at regnskærmen ikke yder den forudsatte beskyttelse, eller at vindspærren ikke har den fornødne luft- og vandtæthed. Endvidere kan vindspærrens bestandighed være utilstrækkelig. Yderligere har det vist sig, at inddækninger over vinduer og døre kan mangle eller være mangelfulde.
En let ventileret ydervæg fungerer normalt efter to-trinstætningens princip [1], dvs., at langt de største slagregnsmængder afvises af regnskærmen, og kun mindre vandmængder kan eventuelt trænge igennem åbninger i regnskærmen ind til et ventileret hulrum, men i værste fald kan de også nå den diffusionsåbne vindspærre.
Det ventilerede hulrum mellem regnskærm og den diffusionsåbne vindspærre er normalt 20-25 mm og etableres i form af afstandslister af træ eller metal - normalt placeret over lodrette samlinger i vindspærren. Åbninger kan være placeret ved regnskærmens top og bund samt som åbninger i regnskærmen. Det ventilerede hulrum vil medføre, at der kan ske en udligning af vindtrykket over regnskærmen. Herved opnås, at regnvand ikke – eller kun i ringe omfang - vil blive drevet gennem åbninger i regnskærmen af vindtrykket. Langt den største del af vindtrykket på væggen optages af vindspærren, som derfor skal være så vindtæt som mulig – helst helt tæt – for at forhindre luftstrømning i isoleringsmaterialet med unødigt varmetab til følge. Princippet er vist på figur 1.