Ved anvendelse af et fugtfølsomt materiale som vindgips skal sikkerheden mod vandindtrængning være større, end når der anvendes ikke-fugtfølsomme materialer som fx cementbaserede plader og asfaltpapper (sidstnævnte kun i enfamiliehuse og andre bygninger med kun én etage). Ved udsat beliggenhed og høje bygninger kan anvendelse af vindgips ikke anbefales, fordi det ofte er vanskeligt at udforme detaljerne, så vindgipsen ikke opfugtes.
Ventilerede, lette ydervægge udformes efter det såkaldte "to-trins-princip", som er nærmere omtalt i [2]. Princippet har været anvendt i stort omfang i Danmark siden midten af 1950’erne. I sådanne ydervægskonstruktioner er der etableret et luftmellemrum bag regnskærmen (den ydre del af væggen) med så store åbninger til det fri, at vindtrykket udlignes. Det betyder, at vindtrykket bliver stort set ens i luftmellemrummet og i det fri. For at princippet fungerer, skal bagvæggen dog være helt lufttæt, idet hele vindtryksforskellen over væggen skal ligge over bagvæggen (figur 1).
For at skabe den korrekte trykfordeling gennem klimaskærmen er det vigtigt, at der tætnes omhyggeligt ved gennembrydninger i bagvæggen, fx for VVS- og elinstallationer. Hvis vand er trængt ind i hulrummet bag regnskærmen, er det vigtigt, at detaljerne er omhyggeligt udformet, så vandet ledes mod det fri fra det ventilerede hulrum.