Der bruges forskellige typer fuger til udvendig tætning omkring vinduer og døre, figur 1. I nybyggeri anvendes der fortrinsvis elastiske fuger, som er vand- og lufttætte, når de er udført korrekt.
Nogle elastiske fuger bliver dog utætte allerede få år efter, at byggeriet er færdigt, fx på grund af forkert dimensionering, manglende bygbarhed eller forkert udførelse. Manglende bygbarhed kan fx være en fuge, som er for smal, fordi der ikke er taget højde for tolerancer under projekteringen, eller placering af opklodsning, som umuliggør korrekt bagstopning.
Fuger omkring vinduer og døre er – ligesom selve vinduerne og dørene – en vigtig del af klimaskærmen. Ved projektering af fugerne bør man derfor følge de samme principper, som er gældende for klimaskærmen generelt. For vinduer og døre ført til gulv er specielt bundfugen kritisk, fordi den er vanskeligt tilgængelig både under udførelsen og i den efterfølgende drift.
Fuger opdeles efter tætningsprincip i totrinstætning (totrinsfuge) og ettrinstætning (ettrinsfuge), figur 1.1 Totrinsfuger er teoretisk set den bedste løsning, der kan anvendes under alle forhold, fordi der ikke er trykforskel over den udvendige fuge. Ettrinsfuger med indvendig tætning kan i mange tilfælde anvendes, hvis fugeudformningen er korrekt, facadens tætningsprincip tillader det, og arbejdsudførelsen er i orden. Anvendes ettrinsfuger i høje bygninger i stedet for totrinsfuger med trykudligningskammer og vandafledning, kan det medføre forøget vandindtrængning igennem utætte fugemassefuger – især på udsatte steder, tabel 1. Utætte fuger kan ud over vandindtrængning medføre gennemstrømning af luft, og de kan derved være årsag til fx øget varmetab, opfugtning, skimmelsvampevækst og trækgener.
I det følgende omtales kun vinduesfuger, men fuger omkring døre og elementer udføres på samme måde.
