Rustfrit stål har været anvendt til brugsvandsinstallationer i mere end 30 år og er i dag et af de foretrukne rørmaterialer i bygningers nye installationer.
Rustfrit ståls korrosionsbestandighed skyldes dets evne til at danne et stabilt passivlag (et oxidlag) på overfladen, der kan beskytte mod korrosion. Den korrosionsbeskyttende evne afhænger af flere parametre, der kan være indbyrdes afhængige. Det gælder vandets sammensætning, temperatur, strømningsforhold, omgivelser, ståltype og eventuelle koblinger til andre materialer. 1, 2
Der findes dog eksempler på, at rustfri stålrør samlet med press-fittings af rustfrit stål, som er egnet til det kloridindhold, der er tilladt i drikkevand, alligevel korroderer på grund af spaltekorrosion kort tid efter ibrugtagningen. Spaltekorrosion er en lokal korrosion i eller umiddelbart omkring en smal åbning eller spalte mellem en metaloverflade og en anden overflade (metallisk eller ikkemetallisk). Korrosion i spalter mellem stål og en belægning kaldes også tildækningskorrosion.
Det er vigtigt at kende til vandets sammensætning for at kunne vurdere risikoen for korrosion. Vandværkerne har ansvar for, at det vand, der leveres til stikledningerne, overholder drikkevandsbekendtgørelsen. 3 Efter stikledningen er det bygningsejeren, som har ansvar for, at vand, der anvendes til drikkevand, også overholder drikkevandsbekendtgørelsen.
Det er kendt, at klorid i vand kan starte korrosion i rustfrit stål. Derfor er det vigtigt at anvende rustfrit stål, der har dokumenteret holdbarhed ved det kloridindhold, der kan findes i vandinstallationen. Grænseværdien for klorid i drikkevand er på 250 mg/l. 3
For gennemgang af andre korrosionsmekanismer end spaltekorrosion i rustfri stålinstallationer henvises til 4.