Nedbrydning af murværk pga. fugt og salte er en vedvarende udfordring for vedligeholdelse af facader og kældervægge. Teglsten og mørtelfuger smuldrer, og pudslag mister vedhæftning pga. saltenes krystallisation. Saltene kan stamme fra bygningsmaterialerne, fra tilstødende jordlag eller fra luftforurening. I nogle tilfælde er saltene tilført som følge af bygningens tidligere anvendelse. Ofte forekommer nedbrydningen ved terræn, hvor tøsaltning er den mest almindelige kilde1-3.
Saltforurenet murværk kan udbedres ved at udskifte sten og fuger, men det er en forholdsvis kostbar fremgangsmåde. En alternativ metode er at behandle murværket med en puds, som tåler saltets tilstedeværelse4-5. Traditionelt har man anvendt almindelige mørtler med særlige tilsætningsstoffer. En blanding af frisk komøg og kalkmørtel i forholdet 1:1 giver et porøst og fiberarmeret materiale, som er mere modstandsdygtigt over for salte end ren kalkmørtel.
I dag anvendes normalt fabriksfremstillede produkter med tilsvarende egenskaber – ofte betegnet renoveringspuds. Renoveringspuds markedsføres i Danmark af flere leverandører, som deklarerer produkterne efter WTA Merkblatt 2-9-20/D5 og DS/EN 998-16.