Fugtspærre er et lag i en konstruktion, som forhindrer eller kraftigt reducerer fugttransport både i væskeform (kapillarsugning) og i dampform (vanddampdiffusion). I bygninger anvendes fugtspærre bl.a. til at standse fugttransporten i kapillarsugende bygningsmaterialer, fx:
- Mellem sokkel og fodrem i træskeletkonstruktioner.
- Mellem sokkel og murede vægge.
Og til at lede indtrængende vand ud af hule bygningsdele fx:
- Over vinduer i hulmure.
- I bunden af hulmure.
Som fugtspærre benyttes membraner fx:
- Murpap: Fællesbetegnelse for bitumenbaseret membran med armeringsnet af polyesterfilt (PF) – som svejses såvel til murværk som i samlinger.
- Murfolie: Plastbaseret membran, ofte af polyethylen.
Profiler og plader fx:
- Stålprofiler: Rustfri stålprofiler indlagt over åbninger i murværk til bortledning af vand.
- Stålplader: Rustfri stålplader anvendes fx til standsning af opstigende grundfugt i ældre bygninger.
- Plastprofiler: Profiler indlagt over åbninger i murværk til bortledning af vand.
Tidligere anvendtes også fx tjærepap eller skiferlag som fugtspærre. Tjærepap er betegnelsen for en tagpap, hvor bindemidlet er stenkulstjære udvundet ved tør destillation af stenkul.