Bue
Afdækning over åbning eller blænding, der kan være båret af piller, søjler eller murvanger. Man taler om buens ben, som støtter på den øverste del af det bærende element, vederlaget eller vederlagsstenene. Buebenenes nederste del kaldes buefod, trykleje eller tryklejesten. I buens toppunkt kan være indsat en lidt fremhævet, evt. specielt udformet sten kaldet slutsten. Afstanden mellem buens bærende elementer målt under vederlaget kaldes dens spændvidde. Der findes forskellige buetyper, eksempelvis spidsbue, skulderbue, fladrundbue eller kurvehanksbue, hesteskobue, kølbue, som i en lidt mere fladtrykt udgave benævnes æselrygbue.
Kilde
Iversen, E. (u.å.). Kend dit etagehus. Dansk Bygningsarv A/S. København.