Rustfrit stål har været anvendt til brugsvandsinstallationer i mere 30 år og er i dag et af de foretrukne rørmaterialer i nye installationer. Rustfri stålinstallationer har normalt god langtidsholdbarhed. Der findes dog eksempler på, at rustfri stålinstallationer kan korrodere, typisk inden for de første år efter ibrugtagning. Det øger risikoen for, at hele installationen efterfølgende skal udskiftes.
Rustfrit ståls korrosionsbestandighed skyldes dets evne til at danne et tyndt passivlag på overfladen (et oxidlag), der kan beskytte mod korrosion. Denne korrosionsbeskyttende evne afhænger af flere parametre, som kan være indbyrdes afhængige. 1, 2
Korrosion af rustfrit stål i vandige systemer skyldes, at passivlaget/oxidlaget kan nedbrydes lokalt. Hvis det sker under forhold, hvor stålet ikke kan re-passivere (det vil sige at det beskyttende oxidlag ikke kan gendannes), fordi den ilttilgang, der er nødvendig for dannelse af et nyt oxidlag, ikke er til stede, opstår der et miljø under det ødelagte passivlag, hvor stålet ikke længere er beskyttet mod korrosion. Nedbrydning af et passivlag/ oxidlag på rustfrit stål i brugsvand kan forårsages af klorid, visse typer mikroorganismer eller på grund af fejl i materialet.
Om disse faktorer vil starte en korrosionsproces, afhænger af en lang række andre faktorer, der kan være indbyrdes afhængige, fx valg af ståltype, temperatur og strømningsforhold. Desuden har det betydning, om der kan opstå begrænsninger af ilttilførsel, og om der er forurenende elementer, som kan medføre belægningsdannelse i rørene, hvilket kan fremme dannelse af biofilm. Tilsætning af stoffer til vandet, der kan påvirke ståls korrosionsbestandighed, såsom klor med mere, kan også have indflydelse på, om der kan opstå korrosion. 1-4