Fugtproblemer i terræn- og kældergulve skyldes ofte, at konstruktionen er udført uden kapillarbrydende lag og/eller uden fugtspærre [1, 2, 3]. Der ses også gulvkonstruktioner, hvor fugtspærren under betondækket er udført af plastfolie af dårlig kvalitet, fx forhåndenværende plastik uden dokumentation for holdbarhed. Sådanne folier skades ofte ved udstøbning – eller nedbrydes hurtigt, så fugttransport nedefra ikke hindres.
Mange trægulve og fugtfølsomme belægninger, der er limet på betondækket, forudsætter, at der hverken under udførelse eller brug sker voldsom eller langvarig påvirkning af fugt – herunder fra underliggende konstruktioner. Fugtpåvirkning kan medføre både dimensionsændringer af gulvbelægningen, nedbrydning af lim og spartelmasse, råd, skimmelvækst og indeklimagener. For at undgå disse fugtproblemer skal det inden gulvlægning sikres:
- enten at tilførsel af fugt er ophørt samtidig med at fugtindholdet i underlaget ikke er for højt. Det er fx tilfældet i etagedæk, hvor der ikke er fugttilførsel nedefra. (Det maksimale fugtniveau/ restporefugt afhænger af gulvets art, fx højst 65 % for trægulve og højst 85 % for pvc til pålimning).
- eller at der indskydes en effektiv fugtspærre, fx tagpap eller 0,2 mm plastfolie.
Fugtproblemer i forbindelse med nye gulve skyldes som regel manglende hensyntagen til byggefugt inden pålægning af fugtfølsomme materialer. For ældre gulve skyldes problemerne derimod ofte uhensigtsmæssig konstruktionsopbygning af terrændæk, kælderdæk eller krybekældre, fx manglende kapillarbrydende lag.