Forstærkning af simple stålrammebygninger

Problem: Risikoen for kipning af stålrammer i bygninger på grund af snelast blev først for alvor erkendt i vinteren 1978-79, hvor der indtraf et antal sammenstyrtninger af stålrammebygninger. Nogle af disse sammenstyrtninger havde »naturlige» forklaringer i form af generel underdimensionering eller uheldig detailudformning af konstruktionen. Men i de fleste tilfælde skyldtes sammenstyrtningen en kipning af stålrammerne. Det vil sige, at stålrammens indvendige flange havde bevæget sig ud af stålrammens lodrette plan. Af de indsamlede skadesoplysninger fremgik, at sammenstyrtningerne typisk skyldtes snebelastninger, som var væsentligt mindre end de snebelastninger, som normen foreskrev anvendt ved projektering. Det blev herved klart, at det hidtil anvendte grundlag for dimensionering af stålrammer mod kipning ikke førte til et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau. Denne nye erkendelse blev formidlet bl.a. i anvisningen: »Forstærkning af eksisterende stålrammebygninger« udsendt af bkf-centralen (i dag: Beton- og Konstruktionsinstituttet) og SBI i 1980, samt i BYG-ERFA-blad 80 11 15: »Skader fra snelast på lette stålrammebygninger ». Dimensioneringspraksis er siden blevet ændret, se fx SBl-rapport 125: »Dimensionering af stålrammebygninger mod kipning«, 1981, og SBl-anvisning 138: »Simple stålrammebygninger«, 1984. Stålrammebygninger opført i de senere år er derfor normalt i besiddelse af den fornødne sikkerhed over for svigt som følge af kipning. Bæreevnen af stå/rammer i en stor del af de tidligere opførte stålrammebygninger er imidlertid fortsat ikke tilstrækkelig, og disse bygninger rummer derfor en væsentlig ulykkes- og tabsrisiko. Ulykkesrisikoen skyldes især, at sammenstyrtninger som følge af kipning normalt forløber hurtigt og uvarslet - uden væsentlige forudgående deformationer af stålrammerne.