Inden montering af forsatsrammer skal det eksisterende vindue (basisvinduet) istandsættes omhyggeligt for at opnå de forventede varme- og lydisolerende egenskaber. Istandsættelsen omfatter reparation af rammer og karme, udskiftning af defekte ruder og beslag, udbedring af kitfalse samt tætning af fuger mellem mur og karm. Arbejdet kan fx udføres som beskrevet i BYG-ERFA blad om vedligehold og reparation [3]. Til støtte for valget af glas- og rudetyper ved forsatsløsninger kan anvendes BYG-ERFA bladet "Bygningsglas – produkter og funktioner" [5].
Man skal være opmærksom på, at forsatsløsninger øger bygningens tæthed. Dermed øges behovet for ventilation af rummet, hvilket kan ske ved installation af friskluftsventiler i ydervæggen. De anvendte ventiler skal dæmpe lyd udefra.