Gå til hovedindhold

Indhold

  1. Resumé

Byggetekniske leveregler – Konstruktioner

Konstruktioner

En bygningskonstruktion skal kunne modstå de statiske og dynamiske påvirkninger, bygningen udsættes for. Da konstruktioner er en sammenbygning af forskellige materialer, er kendskab til materialernes egenskaber og påvirkningernes art af væsentlig betydning. Erfaringsmæssigt opstår de fleste problemer omkring bygningens fundament, facade og tag. Sætninger i fundamenter og skader på terrændæk giver anledning til mange problemer. Mangelfulde undersøgelser af jordbundsforholdene samt utilstrækkelig komprimering af kapillarbrydende lag kan være årsag hertil. Det danske klima med regn og fugt og vekslen mellem tø og frost er årsag til problemer med nedbrydning og forvitring af udvendige overflader. Dette skyldes manglende kendskab til materialernes egenskaber og deres reaktion på vejrligets påvirkninger. Men også manglende kontrol under materialernes produktion og vedligeholdelse under brugen kan fremme nedbrydning og forvitring. Med års mellemrum opstår der mange stormskader. Tagbeklædninger blæser af på grund af utilstrækkelig fastgørelse på de steder af tagfladen, hvor vindens sugekraft er størst. Men også den egentlige tagkonstruktion kan blive revet af ved forkert eller manglende forankring. Selv tunge murstensvægge kan vælte i storm, hvis afstivning og forankring ikke er korrekt udført.

Annulleret
31. december 1999
ID
(99) 84 04 16