Kobber har som udgangspunkt god korrosionsbestandighed i bygningers brugsvandsinstallationer. Det kræver dog, at installation samt drift og vedligehold udføres korrekt. Erfaringsbladet gennemgår retningslinjer for dette, og derudover henvises til relevante leverandøranvisninger.
Kobber, der er i kontakt med drikkevand, vil næsten altid resultere i en beskeden afgivelse af kobber til vandet. Erfaringer viser, at grænseværdien for kobberindhold i drikkevand kan overskrides i vand med relativt højt indhold af hydrogenkarbonat (HCO3–). 1, 2
I løbet af de første år efter installation opbygges der i de fleste drikkevandstyper en belægning af kobberoxider og kobberkarbonater på indersiden af rørene, og det vil have en formindskende effekt på kobberafgivelsen, figur 1. Korrosion af kobber i vandinstallationer kan dog alligevel finde sted. 3, 4 De korrosionsmekanismer, der gælder for kobber i installationer med drikkevandssammensætning, omfatter:
- generel korrosion
- pitting-korrosion
- udmattelseskorrosion
- mikrobielt influeret korrosion
- tildækningskorrosion
- erosions- og turbulenskorrosion.
Der er normalt ikke risiko for bimetallisk korrosion af kobber, men der kan være risiko for bimetallisk korrosion på andre materialer i installationen. 5 Flere indbyrdes afhængige parametre har indflydelse på risiko for korrosion af kobber i brugsvand. Det drejer sig om:
- vandsammensætning
- strømningsforhold
- temperatur
- mikrobiel aktivitet
- materialekvalitet
- mekaniske spændinger.
