TRY

Fra BYG-ERFA wiki
Skift til: navigering, søgning
Figur 1. Månedsmiddelværdier af udeluftemperaturen i Danmark. Data fra TRY (Andersen m.fl., 1982)
TRY er en forkortelse af Test Reference Year. I Danmark benyttes TRY som oftest som betegnelse for Dansk Referenceår TRY (Andersen m.fl., 1982).


Dansk Referenceår TRY er et sammensat sæt af klimaobservationer der dækker 1 år. TRY anvendes fx til beregninger af

  • Energiforbrug i bygninger
  • Ydeevne af solvarmeanlæg
  • Indeklima i boliger
  • Temperatur- og fugtforhold i konstruktioner.


TRY indeholder data for 33 klimaparametre herunder meteorologiske observationer af lufttemperatur, relativ fugtighed, global solstråling på vandret, nedbør, skydække, vindretning og –hastighed, snedybde. De fleste af parametrene foreligger som timeværdier. TRY indeholder også klimaparametre beregnet ud fra de meteorologiske observationer, fx diffus solstråling og normalstråling.

Figur 2. Månedsmiddelværdier af udeluftens relative luftfugtighed. Data fra TRY (Andersen m.fl., 1982)


TRY er kunstigt fremstillet ved sammensætning af 12 enkelte måneders meteorologiske observationer. De 12 måneder er udvalgt ud fra observationer foretaget fra 1959-1973 hovedsageligt ved Flyvestation Værløse og Højbakkegård i Tåstrup. De 12 måneder er udvalgt fra årene 1961-1968 og 1970-1971.


De 12 måneders klimadata udvalgt bl.a. så de giver en naturlig variation året igennem og så de er typiske fx hvad angår månedsmiddeltemperatur, døgnmiddel-, døgnmaksimum- og døgnminimutemperatur.


Figur 1 og 2 viser månedsmiddelværdier fra TRY af udeluftens henholdsvis temperatur og relative luftfugtighed.


Kilde

Andersen, B., Eidorff, S., Hallgreen, L., Lund, H., Pedersen, E., Rosenørn, S. og Valbjørn, O. (1982). Vejrdata for VVS og energi. Dansk referenceår TRY. SBI-rapport 135. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm.