Dette blad beskriver mulighederne for genbrug af tegltagsten i form af vingetegl og falstagsten. Vingetegl er kendetegnet ved en ’vinge’, hvis overlæg giver beskyttelse mod regn. Falstagsten har også et overlæg samt false, der tillader trykudligning og dræning. Det gør begge typer tegltagsten velegnede at bruge i det danske klima.
Selvom tegltagsten er et robust og langtidsholdbart byggemateriale med et stort potentiale for genbrug, skal de opfylde gældende byggestandarder for at kunne genbruges i nye konstruktioner. Desuden er der visse begrænsninger og risici, fx miljøfarlige stoffer og fysiske skader, der skal tages højde for inden genbrug.