Gå til hovedindhold

Armeringskorrosion i chloridholdig beton

Søjleelementer under altangang

Søjleelementer under altangang. Anvendelse af tøsalt har medført forhøjede chloridindhold i betonen og deraf følgende kraftig armeringskorrosion i disse blot 15 år gamle konstruktionsdele.

Armeringskorrosion, der skyldes for høje chloridindhold i betonen, er et af de alvorligste holdbarhedsmæssige problemer på armerede betonkonstruktioner. Allerede inden der ses symptomer, kan korrosionsangrebet være langt fremskredet og have svækket armeringen betydeligt. Erfaringsbladet gennemgår årsagerne med henblik på en efterfølgende udbedring.

Indledning

Almindeligvis er chlorid trængt ind i betonen udefra, fx pga. tøsaltning eller havvandspåvirkning. Chlorid kan evt. også være tilført betonen inden udstøbningen, fx som en del af delmaterialerne og tilsætningsstofferne. Selve betonen kan tåle forholdsvis store mængder chlorid, uden der udvikles skader. Men i armeret beton begynder armeringsstålet at ruste ved ganske lave mængder chloridindhold i den beton, der omgiver armeringen.

Skaderne i chloridpåvirket beton ses typisk først som rustudfældninger på betonens overflade i områder, hvor fugt og chlorid har let adgang til armeringen. Det kan fx være i revner, porøse områder eller ved utætte støbeskel, figur 1 og 2. En særlig udfordring ved chloridpåvirket beton er, at armeringsstålet kan svækkes betydeligt, uden at det kan ses på betonens overflade.

Armeringskorrosionen forgår typisk ved en såkaldt grubetæring, hvor der i et lille område kan forekomme stor tværsnitsreduktion, figur 3, og hvor korrosionsproduktet ikke vokser, fordi det ikke iltes. Armeringskorrosion kan også skyldes andre påvirkninger af betonen, fx karbonatisering1.

Rustudfældninger på præfabrikerede betonplader som følge af chloridindtrængning

Figur 1. Rustudfældninger på præfabrikerede betonplader som følge af chloridindtrængning i støbeskel ved plastafstandsholdere, figur 2.

Afstandsholdere af plast bør ikke anvendes til chloridpåvirkede betonkonstruktioner

Figur 2. Afstandsholdere af plast bør ikke anvendes til chloridpåvirkede betonkonstruktioner.

Grubetæring på armering i betonpæl under vand

Figur 3. Grubetæring på armering i betonpæl under vand viser, at korrosionen kan forløbe til et kritisk stadie uden synlige tegn på betonoverfladen. Skaden blev først konstateret, da man huggede op i betonen.

Dette er et uddrag. For at læse det fulde indhold, kan du tegne et abonnement eller købe adgang til dette erfaringsblad. Se vores abonnementer
Pris for digitalt erfaringsblad
160 kr.